Alla inlägg den 26 april 2011

Av mathilde arfwedson - 26 april 2011 19:41

- Kan du høre solsorten?

-Ja, hmmm ja det kan jeg.

- Den synger sin aftensang for os.

- Ja det lyder dejligt.......... men hvad er det for en stor mørk skikkelse der henne?

Hun pegede hen mod døråbningen. Fra sin seng kunne hun se ind i spisestuen. Hun så noget som jeg ikke kunne se. En skikkelse hun ikke kunne kende og åbenbart heller ikke kunne li`.

-Er det den gule termokande du mener?

- Nja... hvad er der bagved?

- Det er dine røde lamper! Og nede foran står der et dejligt billed af dig og far. Vil du kigge lidt nærmere på det?

- Ja det vil jeg gerne. Åhh hvor er det et godt billed!

Åhhh hvor er det et godt billed!

Åhhh hvor er det et godt billed!

I to timer sagde min mor den samme sætning om og om igen, lige kærligt og lige ømt hver gang, mens hun holdt billedrammen i hånden og lo en lille smule.

Til slut faldt hun roligt i søvn og jeg kørte hjem til min kollonihave.


Det var den sidste normale samtale jeg havde med min mor.


Igår aftes tog jeg en af hendes gamle natkjoler på, dejlig blød flanel, det var som en varm omfavning.

Jeg sov godt hele natten og vågnede ved solsortens morgensang, den samme sang han sang den morgen min mor sagde farvel.

Tre og halvfems år!

Farvel mor,     

Ovido - Quiz & Flashcards